Før din hund skal have hvalpe

Vigtige overvejelser før du beslutter din hund skal have hvalpe

Det er en stor oplevelse at få et kuld hvalpe, men også en tidskrævende og til tider vanskelig opgave. Beslutningen bør tages efter grundige overvejelser, og det vil altid være en god ide at rådføre sig med sin dyrlæge før parringen. Især hvis det er første gang, man planlægger at få hvalpe.

Du skal være forberedt på at sætte tid af til hvalpekuldet, fx tage ferie, arbejde hjemmefra eller have nogen til at hjælpe dig. Der skal være en hos tæven under og efter fødslen; men når alt går som det skal, kan de sagtens være alene nogle timer. De første 14 dage er de letteste, derefter bliver hvalpene mere krævende, og du skal sætte tid af til rengøring, fodring og ikke mindst socialisering.

Du skal være rede til at følge Klubben for Sort Spids’ retningslinjer for avl, jf. købskontrakten.

Kun avlsgodkendte og sunde hunde må bruges i avl, og alle parringer skal være forhåndsgodkendt af avlsudvalget.

Det er dog ejers ansvar at være opmærksom på hundens helbred. Du kan læse mere om beskrivelse af undersøgelser der er gode at have i orden før parring, og hvilke beviser klubben behøver her: Før din hund skal have hvalpe og mere om avlsgodkendelse her.

Økonomi

Du skal være opmærksom på, at hvalpeopdræt blandt andet medfører udgifter til dyrlæge, foder, ormekur, 1. vaccination, chipmærkning og registrering af hunden, DKK stambog, evt. en hvalpepakke til hvalpekøbere m.m.

Ved henvendelse til avlsudvalget kan du få oplyst den vejledende pris på et givent tidspunkt. Prisen er inklusive udgifter til dyrlæge, foder, ormekur, 1. vaccination, chipmærkning og registrering af hunden i Dansk Hunderegister og DKK, anetavle og velkomstmappe fra Klubben for Sort Spids.

Opdrætter betaler ud af salgssummen 300 kr. i gebyr pr. hvalp til klubben for stambøger, kuldfremvisning samt rådgivning.

Opdrætter skal ligeledes betale et fast beløb pr. hvalp til hanhundens ejer. Dette kan fx beregnes efter retningslinjerne på parringsaftalen.

Ved salg af hvalpene kan opdrætter opkræve et depositum ved underskrivelsen af købskontrakten for at sikre, at aftalen overholdes. DKK anbefaler 15%.

En tommelfingerregel lyder, at ”produktionsprisen” på en hvalp i pt. er kr. 5000 ved et gennemsnitskuld. Der er dog mange faktorer, der kan påvirke prisen.

Hvis du har yderligere spørgsmål eller blot ønsker en god snak, om hvilke overvejelser der er gode at gøre, før man begynder at lave hvalpe, så kontakt bestyrelsen og de vil med glæde snakke hele hvalpeforløbet grundigt igennem med dig.