Avlsberetning

Fra avlsudvalget

Avlsudvalgets beretning 2025

Hvalpestatus

Der blev født 9 kuld fordelt over hele året og hele landet i løbet af 2024. Det blev til i alt 63 hvalpe, 28 tæver og 35 hanner. I avlsplanen anbefaler vi max. 10 kuld/ ca. 50 hvalpe årligt med det antal hunde, vi har nu. Så det var lidt flere end beregnet, og da flere af kuldene blev født over en kort periode, var der nogle opdrættere, der havde problemer med at afsætte hvalpene.

Derfor vil avlsudvalget og opdrætterne sammen prøve at planlægge kuldene bedre. For at det kan lade sig gøre, beder vi opdrætterne om i god tid at fortælle os hvornår de ønsker, at deres hund skal have hvalpe. Det kan man jo nogenlunde beregne ud fra viden om hundens løbetid. Det er typisk sådan, at der fødes flest hvalpe om foråret, og at de er lettest at afsætte i sommerperioden.

Derfor deler vi året op, så der planlægges 5-6 kuld i første halvår. Når der så er gjort status, kan vi planlægge kuld for andet halvår. Det kan godt være, at avlsudvalget anbefaler, at man venter til næste løbetid. Det kan have flere årsager: 1. at der er født mange hvalpe, og at det derfor kan være svært at komme af med dem. 2. at der er født hvalpe af flere kuldsøskende samme år, og at vi derfor lige nu foretrækker hvalpe fra en anden linje eller fra en tæve, der ikke kan vente pga alder.

Vi håber, at vi kan få det til at gå op i en højere enhed og gøre alle tilfredse. I hvert fald er det dejligt at opleve, at interessen for at få hvalpe er fortsat stigende.

Mentalbeskrivelse

I 2024 blev der lavet mentaltest på et antal hunde. Det er allerede nu muligt at se en nogenlunde homogen raceprofi på hundewebl, så vi regner med at få lavet racens ønskeprofil i løbet af det kommende år.

Udvalgets arbejde

Avlsudvalgets primære opgave er at overvåge racens sundhed, og det har vi altid været optaget af.

Siden 2022, hvor vi var på det første seminar om Dogs Global, har avlsudvalget arbejdet efter avlsplan og avlsmål, som revideres løbende. For at kunne dokumentere racens sundhed, har vi brug for, at hundeejere orienterer avlsudvalget ved sygdom. Det er vores opfattelse, at de fleste gør det, så vi kan få det ført ind i databasen.

Vi har også det sidste år fået fokus på hofteleds- og albueleds dysplasi. (HD/AD)

Tilbage i 2007 blev der strammet op på, hvilke sorte spidser, der måtte avles på, og der blev indført krav om fotografering af hofter og undersøgelse af løse albuer på avlshunde. Dengang blev mange hunde også afvist pga af småfejl som fx højde.

Det viste sig imidlertid at denne meget stramme linje bevirkede, at der i nogle år blev født meget få hvalpe. Til gengæld blev der fotograferet en del hunde, og fik vi en fornemmelse af hvor racen lå i forhold til hofteledsdysplasi, og på det tidspunkt havde størstedelen af hundene A eller B hofter.

For at få  antallet af hvalpe op, besluttede vi i 2015 at lempe på kravene for avlsgodkendelse, da vi erkendte, at vi havde brug for så meget genetisk materiale som muligt. Kravet om HD fotografering blev ændret til en anbefaling. I 2024 er der blevet undersøgt over 20 hunde, og nuværende status er, at de fleste har B- eller C hofter. 1 har A hofter og 4 har D. Det skal bemærkes at målemetoderne er væsentlig bedre i dag, end de var dengang, så det kan være at status ikke har ændret sig i praksis.

Alligevel foreslår avlsudvalget i samråd med DKK’s sundhedsudvalg, at det fortsat skal være en anbefaling at få sin hund HD- og AD fotograferet.

Avlsplanen er avlsudvalgets værktøj til at udvælge hvilke hunde, der kan anbefales som avlspartnere. Vi har stadig brug for så mange forskellige hunde som muligt i avl for at bevare den genetiske diversitet. Derfor prioriterer vi, at hunde, der ikke er fotograferet, kan avlsgodkendes til et kuld, og hunde med kendt status A,B eller C kan godkendes til 3 kuld. Vi vil fortsat være meget opmærksomme på udviklingen og på om nogle hunde får kliniske symptomer, fx smerter eller slidgigt.

Vi vil også være særligt opmærksomme på forældres og søskendes status, når der skal vælges avlspartner, og undgå så vidt muligt at kombinere avlshunde fra 2 kuld, hvor flere søskende har HD.

Vi har også opmærksomhed på mulig indkrydsning af anden race for at forbedre genpuljen på sigt.

I den kommende tid vil vi undersøge egnede racer efter anbefaling fra eksperter, søge inspiration fra andres erfaringer fx andre raceklubber, UNGR udvalget, dyrlæger og genetikere. Vi vil undersøge racernes egenskaber og brug i historisk perspektiv og finde ud af hvordan det gribes rent praktisk an.

Det har fra flere sider været et stort ønske at få opdateret racestandarden, så den beskriver hundene mere præcist. Dommerne har haft svært ved at bedømme vores hunde til udstillinger, fordi mange af dem jo ikke kender racen, så det har været et ønske både fra hundeejerne og dommerne. Forslaget til den nye standard ligger lige nu i DKK’s standardkomité, og vi regner med at høre fra dem i slutningen af marts.

Database

I oktober 2024 var det daværende avlsudvalg inviteret til at deltage i et heldags seminar, som handlede om vigtigheden af diversitet i avl, når man skal genskabe en race. Men det var også en mulighed for at blive præsenteret for databasen Dogs Global.

Dogs Global er skabt af Pieter Olihoek fra Holland, som har en baggrund i zoologi med speciale i at bevare truede dyrearter.

Bestyrelsen vedtog efter anbefaling fra avlsudvalget i ultimo 2024 at overgå til Dogsglobal, og som det ser ud lige nu, forventer Dogs Global at være færdig med at overføre vores data i 1. halvår af 2025.

Databasen har nogle helt klare fordele frem for Zoo Easy, som har været brugt hidtil. Først og fremmest vil det nu være muligt for alle interesserede, inklusive opdrættere eller kommende opdrættere at tilgå databasen og foretage testparringer. Interesserede i racen kan også få mulighed for at følge med i racens udvikling og få yderligere viden om racen, da både racestandard og racens historie også lægges ud.

Klubben skal betale et ganske beskedent beløb på 36 Euro årligt, hvor vi nu betaler ca 5 gange så meget for Zoo Easy.

Der er i øjeblikket 202 hunde registreret i DKK’s database, og vi håber på et godt hvalpeår, så antallet gradvist øges.