Da vi har brug for alt genetisk brugbart materiale inden for vores egen race, Sort Spids, blev det i 2016 besluttet at lempe på avlskravene for at sikre tilstrækkeligt antal hvalpe.
Ved avlsgodkendelsen går dommerne ud fra en prioriteret liste:
Prioriteret rækkefølge:
- Temperament – er uhyre vigtigt. Racen er kendt for at være en god familiehund, og det skal den blive ved med at være
- Type, racetypiske træk.
- Bygning
- Farve – både sort, lys og vildtfarvet anerkendes
- Øreansætning og bæring
- Haleansætning og bæring
- Tænder og bid
- Størrelse – der tillades en større variation
- Pelsstruktur / kvalitet
- Bevægelse
Ved at se på hvalpene ved kuldfremvisningen, kan vi følge udviklingen i racen. Enkelte fejl vil vise sig på sigt, men vi har brug for så mange linjer som overhovedet muligt. Klubbens stramme regler har medført, at vi tidligere har sorteret alt for mange hvalpe fra ud fra ønsket om at nå vores standard hurtigst muligt.
Racen er stadig sund, fx har vi kun haft ganske få tilfælde af HD, hvorfor vi anbefaler HD-undersøgelse, men er indstillede på, at vi i en årrække ser bort fra dette krav til avlshunde. HD er en multifaktoriel lidelse, dvs. kun ca. 30% af tilfældene er genetisk betinget. Foder, vægt, opvækstforhold og overmotionering er lige så vigtige faktorer.
I stedet opfordrer vi hundeejerne til at være særlig opmærksomme, hvis hunden har smerter, og evt. få en dyrlæges skøn inden avlsgodkendelse. Dette kan ske ved den årlige vaccination, hvor hunden alligevel bliver tjekket.
Klubbens mål er, at alle brugbare, avlsgodkendte tæver får mindst et kuld hvalpe, så vi sikrer en stor genetisk variation.
De familier, der reelt ønsker at få et kuld hvalpe, vil således få mulighed for det, og ved at klubben følger hvalpenes udvikling til kuldfremvisningen, har klubben stadig mulighed for at gribe ind over for evt. kommende kuld. Enten ved at vælge hunden fra efter 1. kuld eller ved at udpege en anden avlspartner. Avlsdatabasen bruges flittigt, så vi undgår indavl.
Det er en god ide at være forberedt og eventuelt træne med hunden inden avlsgodkendelsen. Det er godt hvis hunden kan stå stille, har lært at få vist tænder osv.
- Hunden stilles op og fotograferes stående.
- En fremmed vil stå tæt ved den og vurdere/studere den (hunden stående).
- Den bliver scannet for at aflæse om chipmærket er identisk med stambog.
- Den måles over skulder (hunden stående).
- Den mærkes på krop samt pelskvalitet.
- Hanhund mærkes, om begge testikler er der.
- Hundens øjenfarve bestemmes.
- Dens tænder vises, dette bør trænes forud.
- Hunden vises i bevægelse: i gang og trav mod uret i en trekant, så bevægelser ses både forfra, bagfra og fra siden.
- Der vurderes kondition/vægt.
- Der vurderes temperament.
Efter bedømmelsen får hundens ejer udleveret eller tilsendt et dokument med en beskrivelse af hunden og en vurdering, der fastslår, om hunden er blevet godkendt til avl.
Hvis hunden bliver avlsgodkendt, vil dens data, beskrivelse og foto blive lagt ind i vores database. Avlsudvalget kan siden se, hvilke hunde, der passer til hinanden for at avle så sundt og typemæssigt som muligt og for at undgå indavl.
Hvis ikke hunden bliver avlsgodkendt, er det vigtigt at understrege, at det stadig er den samme dejlige Sorte Spids, legekammerat og ven som før. Hunden er stadig en Sort Spids og er lige velkommen og velset i Klubben for Sort Spids.
Men der kan være tilfælde, hvor man skønner, at avl ikke er ønskeligt; f.eks. ved arvelige fejl, der kan viderebringes til næste generation og måske forværres, eller andre sundhedsmæssige faktorer, som kan være hunden til gene.
Racen er en genskabelse af den Sorte Spids, og der kan derfor stadig være en vis variation med hensyn til udseende og type. Af denne grund er det vigtigt at udvælge de typemæssigt bedste hunde til videre avl for på sigt at få så ensartede hunde som muligt.
Medbring hundens stambog, registreringsattest og vaccinationsattest til avlsgodkendelsen.
Husk at vi altid i Avlsudvalget vil stå til rådighed med råd og vejledning, både før og efter avlsgodkendelsen.